Personer som Knud Larsen og Anna Lautrup omtaler

Abrahams, Charles Julius Sofus (1838-1893)

Arkitekt i København.  Har bl.a. forestået ombygning af hovedgården Bøstrup nær Drøsselbjerg i Vestsjælland med Erik Larsen som murermester  (se moderens brev 08.09.1881).

Har i øvrigt forestået opførelsen af Sparekassen i Hillerød, Gurrehus samt ny hovedbygning på herregården Mullerup i Svendborg amt (1874-77).  Desuden har han stået for opførelsen af stationsbygningerne på jernbanen Roskilde-Masnedsund (åbnet 1870).

  

Abrahamsen, Moses A. (ca.1822 - ?)

Vekselerer i Slagelse (den sidste inden bankerne overtog deres virksomhed).

Boende Slotsgade 9

 

Abrahamsen, Louise Agnes Georgia (1859-?)

Datter af vekselerer Abrahamsen, Slagelse (s.d.).

Knud Larsen rejste i december 1881 sammen med hende fra Paris hjem til Danmark.

Hun blev gift 1889 i Hejninge kirke ved Slagelse med Dr. Edvard Engelsen, født 1854.  Han nedsatte sig af sundhedshensyn på Korsica 1883 i ¾ år.  Blev dr.med. i København 1884, derefter igen i udlandet ca. 1 år.  Praktiserede fra 1886 i København som specialist i tand- og mundsygdomme. Blev gift med Edward Engelsen.

 

Angelo, Sophus Hammond (1839-1926)

Redaktør af Viborg Stiftstidende. Gift med Therese Rørbye (1843-1929).

Redaktør Angelos dengang 5-årige søn, Aage R. Angelo (1875-1966), blev senere direktør for Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejs Aktieselskab (NESA) og gift 1902 med Eleonore Johanne Stein, datter af  grundlæggeren af Steins Laboratorium, professor Valdemar Stein (1836-1905) og dennes hustru Eleonore Frederikke født Rørbye (1846-1876).  Valdemar Stein blev i øvrigt i sit andet ægteskab gift med en kusine til Anna Lautrups (s.d.) adoptivfader, overretsassessor Hjalmar Lautrup [s.d.].  Kusinen var Johanne Charlotte Lautrup (1836-1915).

Therese Rørbye og Eleonore Frederikke Rørbye (nævnt ovenfor) var begge døtre af maleren Martinus Rørbye (1803-1848) og dennes hustru Rose Frederikke Schiøtt (1810-1859).  Rose havde fire søstre (den ene adopteret), hvoraf tre var gift med sønner af enkekassebogholder Christian Nicolai Lautrup (1764-1817):

-  Emilie Schiøtt (1802-75),

   gift 1825 med birkedommer Hans Schierven Lautrup (1796-1844).

-  Pauline Charlotte Schiøtt (1805-96),

   gift 1831 med etatsråd, enkekassedirektør Christian Nicolai Lautrup (1800-82).

-  Lorentze Laura Maria Schiøtt (adopteret) (1805-1887),

   gift 1837 med revisor i Overformynderiet Carl Vilhelm Lautrup (1802-1869).

-  Anna Cathrine Schiøtt (1807-65),

   gift 1827 med  sognepræst, senere provst, Christian Ditlev Fasting (1795-1867).

 

Aschan, Frøken

Svensk.  Niece til fru Majorska Wetterberg (s.d.).  Aschan er en kendt svensk slægt, som især forbindes med minedrift og industri.  Interesserede kan formentlig finde mere i O. Bergström: ”Slägten Aschan” (1885).

 

Bang, Herman Joachim (1857-1912)

Forfatter.  Ugift.    1878-84 journalist ved Morgentelegrafen, Dagbladet, Ude og Hjemme og Nationaltidende.

Se også note til Eriks brev til Knud 18.12.1880 om romanen ”Haabløse Slægter”.

 

Bech, Carl Frederik (1851-1942)

Søn af konferensråd, birkedommer i Antvorskov Birk Frederik Christian Bech (s.d.) og hustru (1. ægteskab) Eline født Mathiesen (1823-63).

Klassekammerat med Knud Larsens broder Carl på Sorø Akademis Skole, hvorfra de to blev studenter i 1870.  Deres venskab fortsatte efter skoletiden.

Carl Bech blev Cand. Phil. 1871, Cand. Polyt 1878, ingeniør ved søbefæstningen ved København 1878-79, ved anlæg af Hesnæs havn på Falster 1879-80, studierejse til Sydeuropa og de franske havne ved Kanalen 1881, ingeniør ved Københavns Havnevæsen 1881-82, ingeniørassistent ved udvidelsen af Frederikshavns havn 1883-91, ved Københavns Havnevæsen 1891-94, ved Vandbygningsvæsenet (Frederikshavn og Lemvig) 1894-98, ved Vandbygningsvæsenet (Helsingør) 1898, driftsingeniør sammesteds 1916-22.  Desuden formand for Den kgl. Havnekomité i Helsingør, ledende ingeniør ved Skernådeltaets regulering, samt ved bygning af læmoler ved Vorupør og Hanstholm (hans hovedværker som ingeniør).  Sidst (1922-24) formand for kystkommissionen for Frederiksborg amtsrådskreds.

 

Bech, Frederik Christian (1817-1905)

Ansat i Justitsministeriet 1848-56, først som fuldmægtig, senere som departementssekretær og kontorchef.   1856 Birkedommer i Antvorskov Birk.  Justitsråd, senere konferensråd.  Gift 1. gang 1849 i Kirke Helsinge med Eline, født Mathiesen og 2. gang med Louise, født Hahn.

I første ægteskab havde han datteren Sophie Birgitte, f. omk. 1851, og i andet ægteskab tre døtre:

- Ida Louise Pouline født omk. 1867

- Louise Margrethe født omk. 1869 og

- Ebba Marie født omk. 1879.

Familiens bolig i Slagelse var på Smedegade matr. nr. 187.

Medlem af komitéen, der havde til formål at få anlagt en spadseresti til Lystskoven (sammen med tapetserer Becker (s.d.) og vejbetjent Jessen (s.d.)).

 

Bech, Marcus Christian (1850-1911)

Arkitekt.  Afgang fra Kunstakademiet 1876.  Har bl.a. bygget Larssens Stiftelse i Frederiksværk og medvirket ved opførelsen af Københavns kystbefæstningsværker.

 

Becker, Dagmar Sofie (1859-1917)

Datter af tapetserer Becker i Slagelse (s.d.).  Gift 1884 med arkitekt Andreas Laurits Clemmensen (s.d.).

 

Becker, Theodor Christoffer Gotfred

Tapetserer i Slagelse, gift med Christiane Birgitte født Petersen.  Deres datter Dagmar blev i 1884 gift med Andreas Laurits Clemmensen (s.d.).  Becker var virksomt medlem af en komité med det formål at få anlagt en spadseresti til skoven.  Stien åbnedes 1876.  Den i 1943 sløjfede høj ved Studentersøen for enden af stien, ”Beckers Høj”, var opkaldt efter ham.

 

Beethoven, Ludwig van (1770-1827)

Tysk komponist.

 

Bentzen, Christian Ulrich Cajus Født ca. 1829.

Skomagermester boende Rosengade 22 i Slagelse.  I en periode i Håndværkerforeningens bestyrelse.

 

Bergenhammer, Ole Hieronymus

Stud. Theol. født i Maribo 1850.  Medpensionær til Erik og Knud Larsen i pensionatet Vesterbrogade 23.  Teologisk kandidat 1881.  Sognepræst i Højen-Jerlev sogn ved Vejle 1892-1920.

 

Bergstedt, Carl Hugo Brynolf (1855-1926)

Svensk skolemand.  Udgiver af populærvidenskabelige værker, bl.a. om klassisk arkæologi samt om romersk og græsk kulturhistorie.

 

Bergsøe, Jørgen Vilhelm (1835-1911)

Forfatter til bl.a. ”Fra Piazza del Popolo” (1. udgave 1866 med undertitlen ”Livsbilleder samlede i Rom”,  2. udgave 1870 med undertitlen ”Novelle Cyclus”).

 

Bertelsen, Constantin Født omk. 1833. 

Enkemand,  Buntmager. Ejer og beboer af hus på Fisketorvet 6 (nabo til hus ejet af købmand Anders Stampe, s.d.)

 

Bilsted, Henning Frederik Født 1837 i Fredericia.

Kaptajn ved Hærens 8. bataljon, der 1865-1913 residerede i Viborg.  Blev senere chef for hærens militærarbejderdepot m.m. og i 1890 assistent i krigsministeriets arkiv.  Gift 1880 med Margrethe Hauch (født 1855).

Kaptajn Bilsted, der åbenbart var en god bekendt af Lautrups, var fætter til søstrene Julie og Anna Høegh-Guldberg (s.d.), der ledsagede familien Lautrup på rejsen til Italien.  Kaptajn Bilsteds fader, Carl Jacob Truels Hansen Bilsted (født 1806) var broder til søstrenes moder, Hanne Mariane Dorothea (1812-71), gift med læge i Næstved og ved Herlufsholm samt etatsråd  Ove Christopher Høegh-Guldberg (1805-69).

Det forekommer lidt besynderligt, at kaptajn Bilsted, der var forholdsvis nygift, gik ud og spillede Gnav juleaften uden sin hustru.

 

Bissen, Johanne (Hanne) Vilhelmine (1836-1862)

Gift med billedhuggeren Vilhelm Bissen, søn af den mere berømte billedhugger Herman Vilhelm Bissen.

Johanne Bissen fødte en lille pige i Rom i juli 1862, men blev syg og døde kort efter fødslen.  Den nyfødte fik en italiensk amme, som rejste med barnet og faderen til København, hvor kærlige mennesker tog sig af den lille pige.

Johanne Bissen er gravsat på den ikke-katolske kirkegård i Rom under et gravmæle udført af hendes mand.

Blichfelt, Frederik Thorvald Emil (1849-1908)

Arkitekt.  Afgang fra Kunstakademiet 1871.  Udlandsrejse 1878-82.  Har bl.a. opført Store Nordiske Telegraf Selskabs bygning på Kongens Nytorv i København.

Optegnede sammen med Knud Larsen kapitælerne på søjlerne i Kirken Santa Sabina, som blev grundlag for søjlerne i Marmorkirken i København.

 

Bondone, Giotto di (omk. 1267-1337)

Italiensk maler og arkitekt.  Hans udsmykning udført omk. 1305 af Capella degli Scrovegni (Arena-kapellet) i Padova regnes for et hovedværk i den italienske malerkunst.  Væggene er dækket af billeder, der skildrer situationer fra Jesu og Marias liv.

 

Brandes, Carl Edvard Cohen (1847-1931)

Minister, kritiker, forfatter, journalist

 

Branner, Carl Frederik Benjamin (1838-1921)       

Cand. jur. redaktør. Født i Nakskov.  Student Sorø 1859.

Volontør og assistent i Finansministeriet 1868-70.  Midlertidig redaktør af Sorø Amtstidende 1871.

Forsøgte samme år ved hjælp af Slagelse-egnens højre-mænd at købe denne venstre-prægede avis, men de nødvendige midler kunne ikke skaffes til veje.  Redaktør af Slagelse-Posten  fra 1872  og  ejer af bladet fra 1881 indtil 1890, da han flyttede til København. Bladet blev under hans ledelse byens konservative organ og eksisterede til 1916, da det blev afløst af Sorø Amts Dagblad.

Boede ved folketællingen 01.02.1880 i Sparekassens bygning, Bredegade 6, Slagelse.

Boede endvidere i en periode på Bjergbygade 6, 1.sal (til leje hos murermester Erik Larsen).

Søn af pastor Georg Christian Mecklenburg Branner (1811-89), præst ved Skt. Peders kirke 1854-84, gift 1. gang 1837 med Mariane Petrine Feilberg (1807-57) og 2. gang 1860 med Louise Vilhelmine Hertel (1836-1907) som var datter af Andreas Nicolay Hertel og født i Uvelse, Nordsjælland.

1836  –  havde hun nogen forbindelse med Vilhelm Hertel (s.d.), Erik Larsens studiekammerat?]

Pastor Branner konfirmerede Knud Larsens broder Erik i 1875 og formentlig også Knud 24.04.1870.

Redaktør Branner var broder til

Ida Sofie Branner (1840-1911)   Gift med forfatteren, den radikale Sophus Schandorph (1836-1901), student Sorø 1855  (se iøvrigt Knud Larsens broder Eriks erindringer s.29).

og halvbroder til

Louise Branner (1863-1945), skolebestyrerinde i Slagelse indtil 1907.  Ugift.

Georg Christian Johannes Branner født ca. 1867, student Sorø 1884.

Vilhelm Valdemar Branner født ca. 1869.

Ellen Branner født ca. 1871.

Andreas Nicolai Branner født ca. 1875.

Marie Branner.

Forlovet 1881 og gift 1882 med Anna Elisabeth Smith (1862-1919), datter af sognepræst i Skælskør 1870-80 Troels Frederik Plum Smith (1813-1880) og Francisca Elisabeth født Koch (1825-1895).

 

Bredal, Niels (1841-1888)

Dansk akvarelmaler; har især malet landskabsbilleder med arkitektur.  Levede 1871-80 i Italien, mest i Rom.  En række af hans tegninger benyttet som illustrationer i M. Galschiøts ”Skandinaver i Rom for halvhundred år siden”  (1923).  Denne bog har i øvrigt en fyldig karakteristik af Bredal.

 

 Brøndsted, Michael Gerhard Frederik (1851-1912)

Kom til Slagelse 1880 som kapellan hos pastor Georg Christian Mecklenburg Branner (se under C. Branner) ved Skt. Peders Kirke.  Fra 1884 til hans død i 1912 kapellan ved Skt. Mikkels Kirke.

Gift 1878 med Laura Frederikke Grønvold (født 1850), datter af købmand Carl Ferdinand Grønvold, Løvegade 10 i Slagelse.

Forrettede vielsen af Ludvig Clausen (s.d.) og Aase Cock (s.d.) oktober 1881.

 

Budtz, Carl, Født ca. 1848

Ingeniør.  Bestyrer af Jernstøberiet Alliance i Slagelse (se note til moderens brev 17./18.03.1881).

Ved folketællingen 1880 havde Budtz bolig i den ene af to lejligheder på 1. sal af jernstøberiets ejendom på hjørnet af Nygade og Nytorv (han boede der alene sammen med en tjenestepige).  I den anden lejlighed boede en fotograf Christoffer Sander Nielsen (også alene med en tjenestepige).

 

Budtz, Jens Født ca. 1852

Stud. theol., født i Randers omk. 1852, formentlig broder til Niels Peter Budtz (s.d.).

Ved folketællingen 01.02.1880 boede han i Erik og Knud Larsens pensionat Vesterbrogade 23, men han er åbenbart flyttet til anden adresse i løbet af 1880.  Uklart om han bestod den teologiske eksamen.

 

Budtz, Niels Peter Født 1849 i Randers

Søn af farver Christian Budtz og formentlig broder til Jens Budtz (s.d.).   Bestod medicinsk eksamen i sommeren 1880.   Senere praktiserende læge i Brønderslev og distriktslæge i Hvetbo og Hallund.


Carl, svensk prins (1861-1951)

Prins Oscar Carl Wilhelm, hertug af Västergötland.

Søn af kong Oscar II (1829-1907) og dennes hustru prinsesse Sofia af Nassau (1836-1913).

Han havde tre brødre:  Gustav (Gustav V) (1858-1950), Oscar (1859-1953), Eugen (1865-1947).

Gift 1897 med kusinen prinsesse Ingeborg af Danmark (1878-1958).

Siden 1906 formand for bestyrelsen i Svensk Røde Kors, hvis internationale hjælpevirksomhed skaffede ham verdensberømmelse.

Prins Carl var sammen med broderen kronprins Gustaf (s.d.) til stede ved karnevalsfestlighederne i Rom februar 1881. Knud Larsen rejste desuden med Prins Carl på dampskib fra Kiel i december 1881.

 

 Carlsen, Emilie, født Lautrup (1832-1895)

Kusine til overretsassessor Hjalmar Lautrup (s.d.)

Gift 1859 i Holmens Kirke med kaptajnløjtnant i Søetaten Charles Ivan Theobald Carlsen (1831-61).

Kaptajnløjtnantens tidlige død (på Frederiks Hospital) var en følge af sprængningen af en Whitworths bagladekanon, hvormed der blev gjort forsøg på Amager.  Se også note til Erik Larsens brev den 4. oktober 1881.

 

Caroline, arveprinsesse (1793-1881)

Yngste datter af Frederik VI (1768-1839).  Gift med prins Ferdinand, der var faderens halvfætter og yngre broder til Christian VIII.  At Caroline og hendes mand optræder på det kendte billede af A.H. Hunæus ”Paa Kjøbenhavns Vold Aftenen før Store Bededag”, malet 1862, vidner om den almindelige velvilje som ægtefællerne, ikke mindst hun, på deres ældre dage nød i den brede københavnske offentlighed.


Caroline Amalie, Enkedronning (1796-1881)

Enke efter Christian VIII (1786-1848).  Hun nød megen agtelse for sin omsorg for de svagt stillede i samfundet.  Statue i Kongens Have, København og mindestøtte i Sorgenfri Slotspark.

Erik Larsen beskriver i et brev den 2. april:

Det er den højtidelighed, hvormed vi herhjemme fører en enkedronning til Roskilde. Artilleristerne, som i Roskilde benytter lejligheden til at drikke sig godt fulde, skal have ydet et endnu grinagtigere skue på hjemvejen med lygterne ved sadlen og kosteskafterne ragende langt bagud efter hesten, ridende uden orden eller kommando i skarp karriere ad København til.

 

Castenschiold, Carl Henrik Vilhelm Thuerecht Født 1835

Kammerjunker, premierløjtnant og branddirektør i Slagelse.  Boede i Løvegade 14.

Gift 1867 med Alvilde Grevenkop-Castenskiold, født 1839. 

Børn:

- Frederikke Marie Louise født 1868 (senere Vallø).

- Elisabeth Anna Alvilde født 1869 (senere Vallø).

Pastor Smiths datter, Anna Elisabeth Smith (s.d.) må have været ansat som lærerinde for disse to børn.

 

Christensen, Eva Margrethe Enke, født Andersen ca. 1831

Erik og Knud Larsens værtinde i pensionatet, Vesterbrogade 23.  I Knuds efterladte samling af modtagne breve findes der et julebrev fra hende, skrevet december 1880, hvori hun underskriver sig

 ”madmoder”.  Hun har åbenbart sat pris på Knud som pensionær, hvilket også fremgår af at hun efter hans Italien-rejse gør sig særlige anstrengelser for at skaffe ham det gamle pensionatsværelse tilbage – se efterskrift i Carls brev den 4. december 1881 til Knud og efterskrift i Knuds brev  den 14 december 1881 til forældrene.

 

Christensen

Urmager som flytter i et nybygget hus i 1881.

 

Christensen, Ludvig

Snedkermester i Slagelse, i en periode i Håndværkerforeningens bestyrelse.

 

Clausen,  Agnes Augusta Født omk. 1853

Datter af tømrermester Vilhelm August Clausen (s.d.) og Caroline Marie Clausen

(s.d.).  Søster til Ludvig Clausen (s.d.).  Se også ”Müller, Hans Frederik Adolf”.

 

Clausen, Caroline Marie, født Petersen (1823-1884)

Gift med tømrermester i Slagelse Vilhelm August Clausen

Moder til Martin Ludvig Philip Clausen (s.d.).

I brev fra Slagelse 09.12.1880 nævnes at hun ventes hjem fra Jylland på søndag.  Hvad hun har foretaget sig i Jylland og hvorfor det er interessant vides ikke.

 

Clausen, Martin Ludvig Philip (1851-1904)

Arkitekt, Søn af tømrermester i Slagelse, Vilhelm August Clausen (1822-1912) og Caroline Marie Petersen (1823-1884).

Boede i frk. Augusta Lønborgs pensionat, først i Teglgårdsstræde 5, derefter i Axelhus, Vesterbrogade 2A.  Senere flyttede han til et værelse i Fiolstræde.

Gift den 8 oktober 1881 i Klosterkirken i Slagelse med Aase Cock (s.d)  (der er formentlig tale om Slagelse Hospital og Klosters kirke, indviet 1864, opført til erstatning for gammel kirke, der var revet ned). 

Fadder til Anna Lautrups og Knud Larsens søn Algot ved dennes dåb i Sct. Peders kirke, Slagelse, i december 1890.

Konduktør hos arkitekt professor Ludvig Fenger (s.d.) 1876/80.

Studierejser i Europa, især Italien, 1881/82 og 1883/85.  Da Ludvig Fenger i 1886 blev stadsarkitekt i København, ansatte han Ludvig Clausen som sin højre hånd (afdelingschef).  Dette samarbejde varede til 1904. Sideløbende med denne ansættelse udførte Ludvig Clausen selvstændigt flere store byggerier, bl.a. i 1894 den store karré ”Ny Rosenborg” , H.C. Andersens Boulevard 5-11, København, inspireret af Chr. IV-tidens nederlandske renæssancestil.  Som medarbejder hos stadsarkitekten fik han væsentlig indflydelse på mange kommunale bygningsanlæg, f.eks. Hovedbrandstationen og Vestre Fængsel.

 

Clausen, Olaf

Bosat i Slagelse.  Formentlig beslægtet med tømrermester Vilhelm August Clausen (s.d.).

 

Clausen, Peter

Branddirektør i Slagelse

 

Clausen, Vilhelm August (1822-1912)

Tømrermester i Slagelse.  Gift med Caroline Marie født Petersen (s.d.)

Fader til Martin Ludvig Philip Clausen (s.d.)

 

Clemmensen, Andreas Laurits (1852-1928)

Arkitekt. Søn af sognepræst Carl Frederik Clemmensen (s.d.)

Gift 1884 med Dagmar Sofie Becker (s.d.).

Fadder til Anna Lautrups og Knud Larsens søn Algot ved dennes dåb i Sct. Peders kirke, Slagelse, i december 1890.

Afgang fra Akademiet 1875.  Fik i 1876 Den Mindre Guldmedalje og vandt året efter den Neuhausske Præmie.  Rejste 1880/82 på studierejse på Det Stoltenbergske Legat, i begyndelsen i følge med Knud Larsen.   

Af store arbejder har han udført er Farmaceutisk Læreanstalt,  Stockholmsgade 27 (nu benyttet til andet formål), Seruminstituttet på Amager Boulevard samt Direktørbolig på Ny Carlsberg.  Desuden har han stået for opførelsen af en del kirker og kapeller samt (sammen med billedhuggeren A. Bundgaard 1907) Gefionspringvandet ved Langelinie.

I Slagelse har Clemmensen været arkitekt for forsamlingsbygningen ”Frem” i Fruegade (bageste del af den senere anlægspavillon, nu nedbrændt).

  

Clemmensen, Carl Frederik (1820-1891)

Sognepræst i Leck, Slesvig, senere København 

Gift med Charlotte Laurentse Hass (1821-1852)

Søn:  Andreas Laurits Clemmensen (s.d.)

 

Cock, Aase (1853-1917)

Født Aase Ansteinsdatter Hage i Setesdalen, Norge.  Datter af landarbejder Anstein Andersen Laudal og Thorbjørg Olsdatter Tveitaae.  Navneskift til Cock 1860 da hun blev adopteret af kaptajn, skibsreder i Frederiksværn (nu Stavern) nær Larvik og Abrahamine Pharo.

Gift den 8. oktober1881 i Slagelse med arkitekt Ludvig Clausen (s.d.).  Bekendtskabet stammede fra frk. Augusta Lønborgs (s.d.) Pensionat.

 

Colban, Adolphine Marie (1814-1884)

Forfatterinde, født i Kristiania.  Blev enke i 1850 og bosatte sig derefter først i Paris og senere i Rom, hvor hun døde.  Veninde til Camilla Collett (s.d.).  Marie Colban har været i sit es juleaften 1880 , idet hun bestræbte sig for at få Henrik Ibsen (s.d.) ind i sin omgangskreds (se Knud Larsens brev den 30./31. december1880).

Knud kaldte hende og frk. Collet forfærdeligt udmajede, og lignede syntes at de lignede rene pulverhekse ved julefesten.

 

Collett, Jacobine Camilla, født Wergeland (1813-1895)

Forfatterinde og kvindesagsforkæmper, Søster til digteren Henrik Arnold Wergeland (1808-45).   Gift 1841 med Peter Jonas Collett (1813-51)

Camilla Collett flyttede i 1852 til København, hvor hun omgikkes danske forfattere.  Fra 1862 begyndte hun en omflakkende tilværelse, hvor bl.a. var i Italien i flere perioder.  Her havde hun samvær med Ibsen i 1871 og 1877 (de arbejdede begge for kvindernes frigørelse) og de var altså også sammen juleaften 1880.

Knud kaldte hende og frk Colban forfærdeligt udmajede og lignede rene pulverhekse ved julefesten.

Tretten år senere, den dag hun fyldte 80, blev der på initiativ af Lorentz Dietrichson (s.d.) holdt en stor fest for Camilla Collett og Henrik Ibsen førte hende til bords.

 

Dahl, Frederik Clemens Bendtsen (1822-1920)

Professor, rektor (Realskolebestyrer) ved Slagelse Realskole.  Rektortitlen var et levn fra den gamle Latinskoles tid. Rigsdagsmand i 13 år fra 1879.  Hustru Constanze Marie Bendtsen Dahl født Døderlein (død 1897).  Rektor Dahl blev 98 år og boede på sine gamle dage hos sin søn, oberst Jens Peter Dahl (s.d.) på Christianshavn, hvor Knud Larsens broder Erik var hans læge.

 

Dahl, Jens Peter Frederik Døderlein (1855-1931)

Oberst, chef for Fæstningsartilleriregimentet.  Søn af professor, realskolebestyrer i Slagelse F.C.B. Dahl (s.d.) og Hustru Constanze Marie Bendtsen Dahl født Døderlein

Gift den 8. januar1881 med Annie født Møller (død 1886).

Han besøger i 1880 Knud Larsens forældre i Slagelse med sin forlovede.

 

Dann, Carl Frederik Bille (1848-1930)

Blikkenslagermester i Slagelse boende i Fisketorvet 6.

I 25 år formand for Slagelse Bestandige Fugleskydningsselskab.

Søn af Carl Dann (s.d.)

 

Dann, Carl Jokum Thomas (1813-1886)

Blikkenslagermester i Slagelse med bopæl Skovsøgade 2.  Gift med Maren, født Madsen omk. 1815.  Tre sønner:  Kamelius Dann (s.d.), Carl Frederik Dann (s.d.) og Ferdinand Dann født omk. 1850.

 

Dann, Peter Conrad Camillius (1846-1924)

Blikkenslagermester i Slagelse.  Søn af blikkkenslagermester Carl Dann (s.d.).

 

Dann, Maren født Madsen (1814-1882) 

Gift med Carl Dann (s.d.) og moder til Kamelius (s.d.), Carl  Frederik (s.d.) og Ferdinand (født omk. 1850).

 

Dietrichson, Lorentz Henrik Segelcke (1834-1917)

Norsk kunsthistoriker og forfatter.  Professor.  Ophold i Italien 1862-65 og igen 1880-81. 

Knud Larsen omtaler ham som ”Arkæolog”, hvilket må stå for Knuds egen regning.

 

Donna Maria

Se ”Rosada, Maria”

 

Dorph-Petersen, Viggo Theodor (1851-1937)

Arkitekt.  Afgang fra Kunstakademiet 1879.  Ansat bl.a. hos de københavnske arkitekter Ove Petersen og V. Dahlerup (ligesom Knud Larsen).  Rejste i foråret 1880 til Frankrig og bosatte sig i Perpignan ved Middelhavet, hvor han blev vicekonsul 1906 og udførte en række store arbejder, f.eks. slottene Clairfont og Esparrou samt flere hoteller og offentlige bygninger.

Gift 1. gang den 10. november1881 i Castres, Frankrig med fransk fødte Anne Marie David (1859-1908)  (se slutningen af Knud Larsens brev den 17. november 1881 og slutningen af hans brev den 28. november 1881). 

Gift 2. gang 1917 i Perpignan med Jeanne Bria, (født 1875 i Perpignan).

 

Drachmann, Holger Henrik Herholdt (1846-1908)

Dansk forfatter med omfattende og alsidig virksomhed.  Udgav talrige bøger, teaterstykker, digte, skrev journalistik og illustrerede egne bøger.  Af hans kendte værker kan nævnes eventyrspillet ”Der var engang”, ”Midsommervise” m.m.-

 

Ebberup, Svend Jensen (1821-1895).  Hustru Marie Dorthea født Michelsen 1820 i Nyborg.

Musicus og bedemand i Slagelse.  Fadder til både Erik og Knud Larsen.  Lærte Knud at spille på violin.  Nabo til Erik, Knud og Carls forældre, der boede i Bjergbygade 6 (Ebberup boede i nr. 4, og hans moder, ’Mor Ebberup’ i nr. 10.)

 

Eggers, Johan Peter (1855-1907)

Svensk landskabsmaler fra Göteborg, som forud for sine rejser til Spanien, Frankrig ogItalien, havde studeret kunst i København. Eggers gjorde kur til Anna Lautrup (s.d.) på hendes Italien-rejse. 

I Anna Lautrups dagbog omtales Eggers som marinemaler. 

 

Elmenhoff, Otto (1856-1922)

Student 1875, cand. polit. 1879. En af Kjørboes (s.d.) gamle manuducenter. 

Senere redaktør og ejer af Randers Amtsavis, som han overtog efter sin far Søren Christian Elmenhoff. Randers Amtsavis var i 5 generationer (162 år) ejet af familien, indtil den i 1972 blev solgt til det Berlingske Officin.

 

Estrup, Hector Frederik Jansen (1854-1904)

Knud Larsens kammerat på Kunstakademiet og rejsekammerat i en kortere periode i Italien.

Afgang fra Akademiet 1880.  Studierejse i udlandet 1881-82.

Har opført og restaureret adskillige prominente bygninger i og omkring Horsens.

 

Faber, Emma Wilhelmine (1856-1926)

Enkefrue og værtinde i det københavnske pensionat Admiralgade 24, 2. sal, hvor Carl Larsen logerede.  Gift (igen) i februar 1881 med én af hendes pensionærer, Carl August Sophus Schlegel (s.d.).

 

Fabricius, Augusta Charlotte Christiane Lucia (født 1815)

Enke efter farver P.W. Fabricius, Slagelse. Ejer af ejendommen Bredegade 4

Ved folketællingen 1880 boede hun i ejendommen sammen med sin søn, farveribestyrer Lars Peter Fabricius (1838-91), hvis familiegravsted stadig findes på Skt. Peders kirkegård.

Som lejer havde hun bl.a. lægen Bernhard Ludvig August Lunddahl (s.d.).

 

Fallesen, Morten Edvard (1817-1894)

Officer, politiker.  Udnævnt til chef for Det kgl. Teater 1876.

 

Fasting, Jens Martin (1826-1889)

Overretsprokurator, Viborg. 1865 udnævnt til Prokurator ved samtlige over- og underretter i Danmark, Højesteret undtagen. 1882 Ridder af Dannebrog.

 

Fenger, Carl Emil (1814-1884)

Læge, folketingsmand og i flere perioder finansminister.

1875-83 Københavns Finans- og Hospitalsborgmester.

Nævnt i Eriks brev: ”Økonomiforvalterens sag er også pådømt og bladene er nu begyndt, at tage alvorligt fat på Borgmester Fenger, som den der har tilladt bedragerierne at foregå i en længere årrække”

 

Fenger, Ludvig Peter (1833-1905)

Arkitekt, Professor.  Født i Slotsbjergby Præstegård.

Student fra Slagelse Latinskole 1852.  Professor 1874. Har i København bl.a. opført Det Tekniske Selskabs Skole (hjørnet Nørre Voldgade/Ahlefeldtsgade, v. Ørstedsparken, færdig 1881 – nu Skolen for Brugskunst),  Skt. Jakobs og Skt. Matthæus kirker samt Dronning Louises Børnehospital i Øster Farimagsgade (bygningen står stadig, men hospitalet flyttet).   Stadsarkitekt i København  fra 1886 og har stået for opførelsen af en række kommuneskoler, Vestre Fængsel, Hovedbrandstationen (1889-92), de to sidste sammen med sin afdelingschef Ludvig Clausen (s.d.).    Også de smukke lysstandere til elektrisk lys på Kongens Nytorv (1892) er hans værk.  Endvidere var Fenger tilsynsførende under den britiske arkitekt A.W. Blomfield ved opførelsen 1885-87 af den engelske St. Alban’s Church ved Langelinie.

Erik skrev: ”Mathæuskirken her på Vesterbro blev indviet i Søndags[1]. Arkitekt Fenger er i den anledning udnævnt til Professor. Klausen[2] var med til indvielsen, og bagefter til middag hos Fenger”

 

Finnemann

Erik og Knud Larsens medpensionær i pensionatet på Vesterbrogade 23 i København

 

Fjeldskov, Niels Waldemar (1826-1903)

Billedhugger/billedskærer.  Har udført adskillige store dekorationsarbejder, og reparation af ældre billedhuggerværker i offentlige bygninger.  Væsentligste virke inden for den kirkelige kunst, hvor han udførte såvel altertavler og krucifikser som andet dekorativt inventar i træskærerarbejde.  Har bl.a. udført et krucifiks i Helligåndskirken, København (1894). 

 

Franzos, Karl Emil (1848-1904)

Tysk forfatter.  Se note til Erik Larsens brev den 18. december1880.

 

Friis, Holger Theodor Christian (1858-1938)

Stud. polyt.  Erik og Knud Larsens studiekammerat og medpensionær i pensionatet Vesterbrogade 23, 3. sal. Opgav tidligt polyteknikerstudiet til fordel for en løbebane i hæren.

 

Gjöbel, Selma Levina (1843-1925)

Svensk.   Oprindelig uddannede hun sig til billedhugger, men blev af en brystsygdom forhindret i at fortsætte og slog sig i stedet på traditionel svensk tekstilkunst.

 

Glahn, Henrik Christoffer (1850-1931)

Arkitekt, afgang fra Kunstakademiet 1877 (samme år som Knud Larsen).  Overtog 1879 sin faders arkitekt- og tømrerforretning i Nykøbing Falster.  Foregangsmand på landbrugsbygningernes område.  Har i øvrigt forestået opførelse og restaurering af en mængde herregårde og kirker m.m. på Lolland-Falster.  Gift 1881 med Louise Dorothea Lenning.

 

Knud Larsen og Clemmesen starter deres rejse med at strande 3 dage hos Glahn i Nykøbing Falster.

 

Glæsel, Henri Carl August (1853-1921)

Arkitekt.  Stod for opførelsen af bl.a. Magasin du Nords bygning på Kongens Nytorv i København (1893-94) og Det Store Bryghus på Tuborgs Bryggerier ved Strandvejen i Hellerup (1903). Sidstnævnte nu nedlagt.


Goethe, Johann Wolfgang (1749-1832)

Tysk forfatter.

 

Grundström, Claes Axel Amos (1844-1925)

Svensk Arkitekt og professor ved Kunstakademiet i Stockholm.

Grundström har bl.a. restaureret Uppsala Domkirke.

Var på studierejse til Tyskland, Frankrig og Italien fra 1875 til 1881.

 

Grønning, Peter Julius (1831-1885)

Sadelmagermester i Slagelse.  Ejer af Nytorv 15, hvor han boede sammen med sin søster Juliane Vilhelmine Grønning (1836-1930)

Til denne familie hører broder sadelmagerlærling Adolph Grønning (1828-1874),  der ved folketællingen i 1845 boede hos sadelmager Rasmus Madsen og hustru Bertholine (Knud Larsens mormoders søster) i Rosengade.

 

Grønvold, Carl Ferdinand (1858 -1921)

Pensionær i Erik Larsens pensionat Vesterbrogade 23.  Søn af købmand Carl Ferdinand Grønvold født 1817, i 1880 boende Løvegade 10, Slagelse.

 

Oscar Gustaf Adolf, svensk kronprins (Kong  Gustav) (1858-1950)

(Svensk konge 1907-50).

Senere Kong Gustaf V,

Søn af kong Oscar II (1829-1907) og dennes hustru Sofia af Nassau (1836-1913).

Blev kronprins ved Karl XV’s død i 1872.

Viet til prinsesse Victoria af Baden 20.09.1881, altså mindre end tre måneder før rejsen Kiel/Korsør omtalt i Knud Larsens brev 14.12.1881 hvor de spiser i deres kahyt.

Var sammen med sin broder, prins Carl (s.d.), til stede ved karnevalsfestlighederne i Rom februar 1881.